Efterårets arrangement bød på fysisk gensyn og besøg af Peter Aaby, der tog os på en rejse gennem sin karriere, hvor han
med sin antropologiske baggrund er blevet en af vores førende forskere, når det kommer til epidemier og vacciner.
Aaby fortalte om sit feltstudie i 1978, der omhandlede underernæring, mæslinger og andre epidemiske sygdomme i Guinea-Bissau. Her skulle han undersøge sammenhængen mellem underernæring og spædbørnsdødelighed. Men med tiden i felten viste det sig, at børnene ikke var underernærede og, at dette derfor ikke kunne være forklaringen på den høje børnedødelighed.
Aaby berettede i den forbindelse om hvordan denne modsætning, mellem viden på området og de virkelige forhold har ledt vejen for hans forskning og ført til viden om smittemønstre, vacciners mereffekt og forskelle på ”levende” og ”døde” vacciner.
Her sluttede Peter Aaby af med at fortælle om den igangværende forskning på området, der søger at kortlægge og undersøge vaccinernes forskellige mereffekter. Forskning der som resten af hans karrierer bygger på forfølgelsen af modsætninger.