Kommende arrangementer:
Septemberarrangement: Netnografi og Digitale Civilsamfund ved Mikkeline Thomsen
Det er med fornøjelse, at vi nu kan invitere til Erhvervsantropologernes næste arrangement onsdag d. 25. september 2024. Her får vi bl.a. mulighed for at få indblik i metoden ”netnografi”, at være medejer af en demokratisk virksomhed og undersøgelser af digitale civilsamfund.
Til efterårets arrangement er vi heldige, at få besøg af Mikkeline Thomsen, én af 25 partnere i det kooperative analysebureau Analyse & Tal F.M.B.A. I kooperativet samarbejder astrofysikere, retorikere, sociologer, dataloger, social data scientists og statskundskabere om at “tælle det, der er svært”. Analyse & Tal har specialiseret sig i at bruge digitale data til at kortlægge fænomener som hadtale, desinformation, digitalt medborgerskab, grænseoverskridende adfærd, bæredygtig turisme, tech-giganternes dataindsamling og digital frivillighed.
Med udgangspunkt i kortlægningen af Danmarks Digitale Civilsamfund vil Mikkeline komme omkring Analyse & Tals arbejde med kvantitative, kvalitative og AI-baserede digitale metoder, ligesom hun vil fortælle om erfaringerne med at eje og drive et konsulentbureau i fællesskab uden chefer, træffe alle større beslutninger ved konsensus, få det samme i løn og fyre ved lodtrækning, hvis krisen for alvor kradser.
Vi glæder os til at byde Mikkeline velkommen, og der vil som altid være en bid mad og vin til arrangementet.
Tilmelding senest 18. september ved at skrive til ea@erhvervsantropologerne.dk.
Vi glæder os til at se dig!