Erhvervsantropologernes forårsarrangement samlede en stor gruppe interesserede antropologer under overskriften ”Livet med demens: hvordan opleves verden og virkeligheden”. Foreningen havde inviteret to eksperter, der fra to forskellige perspektiver beskrev, hvordan vi kan forstå og arbejde med demens.

Ida Lind, antropolog hos Alzheimer foreningen, fremlagde tankerne bag hendes igangværende erhvervs Ph.d., der beskæftiger sig med, hvordan mennesker med demens lever med og forstår demens. Ida Lind italesatte både, hvordan demens kan forstås indefra, samt hvordan oplevelsen af demens påvirkes af holdninger og opfattelse i det omkringliggende samfund. I forlængelse heraf blev det diskuteret, hvordan man etisk og metodisk kan tilgå studiet af demens.

Ina Kjøgx Pedersen
tog udgangspunkt i personlige beretninger om hendes mors demens, som også er omdrejningspunkt for hendes nyligt udkommende bog ”Drengen der blev væk”.  På denne baggrund præsenterede Ina Kjøgx Pedersen både en personlig og antropologisk funderet refleksion af livet med demens. Hun satte fokus på, hvordan man som pårørende skal lære et menneske at kende på ny, samt udfordringerne ved at indgå i et ”fælles du” med et familiemedlem i mødet med omverden.

På baggrund af inputs fra de tilhørende blev det blandt andet diskuteret, hvordan demens inkluderer en konstant usynlig socialitet og en løsrivelse fra sandheder samt civilsamfundets rolle i dette.