Er antropologien på selvforskyldt deroute?30. januar 2013: “Er antropologien på selvforskyldt deroute?”, oplægsholder: Dennis Nørmark.
Onsdag d. 30 januar afholdt Erhvervsantropologerne nytårskur, og i år havde vi inviteret antropolog, debattør, kronikør og Partner i Living Institute Dennis Nørmark. Dennis holdt et oplæg med udgangspunkt i sin artikel ”Antropologien er på selvforskyldt deroute”, hvori han problematiserer antropologernes manglende faglighed og synlighed i den offentlige debat. I sit oplæg forklarede Dennis om udgangspunktet for artiklen og uddybede nogle af dens centrale pointer. Derefter gik han over til at beskrive, hvilke styrker og potentialer som antropologien trods alt besidder, hvor særligt en stærk teoretisk fundering blev fremhævet. Dette førte efterfølgende til en livlig debat blandt andet om, hvordan antropologien har udviklet sig andre steder i verden, hvad forskellen er på at begå sig i erhvervslivet og i medierne og hvorfor Dennis Nørmark selv er sluppet så godt fra sin uddannelse som antropolog.