4. marts 2015: "Bindestregs-antropologer", oplægsholder: Dansk Bitcoin Forening

Erhvervsantropologerne satte denne aften fokus på digitale valuta.
Stifterne bag Dansk Bitcoin Forening og virksomheden Paradigm Consult, der rådgiver om brug af digitale valuta, indførte os i en økonomi, der ikke er til at tage og føle på og eksisterer som computerkoder i det virtuelle. Bitcoin er et økonomisk system, der ikke beror på hverken nationalbanker, seddeltrykker eller nationalstater, så det omvæltende potentiale er i den grad til stede i teknologien.
Oplægget udviklede sig til en diskussion af Bitcoins praktiske samfundskonsekvenser, og bevægede sig hurtigt i retning af hvordan vi kan forstå pengenes plads i den fremtidige indretning af samfundet. For god ordens skyld afsluttede vi aftenen med at overføre fem kroners værd af bitcoins.