mandag d. 25 november 2013 tog Erhvervsantropologerne på visit hos Dansk Bygningsarv. Her gav først Kirstine Cool og Louise Havelund fra Dansk bygningsarv og senere Søren Møller Christen fra Carlberg&Christensen eksempler på hvordan de som antropologer og etnologer arbejder med feltet By- og landdistriktsudvikling. Kirstine og Louise viste både hvordan forskellige projekter havde udmøntet sig, men beskrev også hvilke begreber og betegnelser de fandt særligt anvendelige i deres arbejde. Som lidt ekstra krydderi præsenterede de til sidst resultatet af en mine-rundspørge, hvor de havde bedt deres kollegaer givet deres bud på hvad præcist antropologer og etnografer bidrager med i det daglige arbejde. Efter at have præsenteret eksempler på sit eget arbejde, beskrev Søren Christensen forløbet omkring opstarten af hans gamle firma Hausenberg, dets udvikling og endeligt dets nedlukning. Dermed kom han ikke kun omkring etnografens rolle i byudviklingen, men også som entreprenør. Oplæggene blev fulgt op af diskussion med aftenens hovedpersoner, som bevægede sig vidt omkring fra de enkelte præsenterede cases over til akademikerens rolle og ansvar i den offentlige debat.