fotoAntropologer med kolde hænder

Erhvervsantropologerne fik den 28. august besøg af Tine Skak og Grete Brorholt fra Amager og Hvidovre Hospital til et spændende oplæg om at være ‘antropologer med kolde hænder’ i hospitalsbranchen. Tine er kvalitets- og patientsikkerhedschef, uddannet sygeplejerske og har været med til at starte et hospital blandt saudere i 1980’erne, mens Grete er udviklingskonsulent, har arbejdet med inddragelse af mangfoldige kulturer på hospitalerne og skrevet en ph.d. om stress, nye ledelsesformer og arbejdsmiljø på Hvidovre Hospital. I hospitalsverdenen balancerer de begge i et kompliceret politisk styret system, hvor mange ‘stammer’ kæmper om at lade deres respektive diskurser dominere. Standarder, procedurer og målsætninger fra den markedsøkonomiske diskurs dominerer beslutningerne på direktionsgangene, men modsiges ofte af klinikkernes praktiske perspektiv samt plejeres og pårørendes menneskelige omsorgsdiskurs. Samtidig er der helt klare og målbare krav til hospitalernes arbejde og indkøb, beskrevet i den meget omfattende Danske Kvalitetsplan.

Som antropologer ser Tine og Grete forskellen på ‘work as imagined’ og ‘work as done’, og de undersøger og udreder fejl og misforståelser, der resulterer af disse forskellige diskurser. Det gælder for et eksempel at forfølge fremkomsten af små medicinlagre, der ikke er beskrevet af manualen, men viser sig at være en nødvendig forholdsregel for sygeplejersker, der ikke kan bruge tid på at løbe til medicinskabet. Herved finder de en praktisk virkelighed, hvor praktikkerne har fundet en meningsfuld måde at udføre deres arbejde på, men som modarbejdes af de officiele foreskrifter. Ved at se eksponenterne fra de forskellige diskurser som ‘stammer’ insisterer de samtidigt på at inddrage samtlige aktører på hospitalet i beslutninger og overvejelser. De har blandt andet haft held med at lokke direktøren på gangrunde med sygeplejersken, for at illustrere forskellen mellem det foreskrevne og det praktiske i klinikernes arbejde.

Derudover fortalte de om deres arbejde med at rydde op i overflødige best practices, standarder og regelsæt i kravene til de danske hospitalers arbejde, og aftenens diskussioner drejede sig i retning af, hvad der giver ‘mening’ for praktikkere, i et system, der er har ændret fokus fra at helbrede til at behandle patienter. Aftenen rundede af med en snak om de duale magtsystemer, der findes i mange store organisationer – også uden for det offentlige væsen.